Nestlé Danmark: Erhvervslivet kan gøre mere for unge arbejdsløse

To Press Releases listKøbenhavn,apr 30, 2014

”Sagen er, at Europa er ved at tabe en generation af unge på gulvet pga. krisen, der betyder, at hver fjerde ung i Europa – og hver ottende i Danmark – står uden arbejde. Måske taber vi ikke generationen helt, måske bliver det delvist. Men det er i sandhed alvorligt nok. Derfor opfordrer vi dansk erhvervsliv til at gøre mere for at tage unge i arbejde eller i praktik, som vi gør det i Nestlé, hvor vi inden udgangen af 2016 ansætter 20.000 unge i Europa.”

Sådan lød opfordringen fra Søren Rye, landechef i Nestlé Danmark, da Nestlé Danmark 30. april var med til at skyde den danske EU-valgkamp i gang ved at være vært for et debatmøde op til Europa-Parlamentsvalget med deltagelse af tre kendte Morten’er – Løkkegaard (V), Messerschmidt (DF) og Helveg Petersen (Rad.).

”Regeringer alene kan ikke løse problemet med ungdomsarbejdsløshed i Europa – virksomheder skal også tage del i det. Vi forpligter os i Nestlé til at tilbyde et stort antal unge muligheden for at lære og udvikle sig inden for vores virksomhed. Disse nye muligheder er et direkte resultat af Nestlés fortsatte vækst og investeringer i Europa,” sagde Søren Rye – og tilføjede, at alene i Danmark vil Nestlé ansætte 100 unge inden for de næste 2½ år. Det er 25 pct. af Nestlé Danmarks arbejdsstyrke.

Morten Løkkegaard kvitterede på mødet for Nestlés initiativ:

”Det er et meget prisværdigt initiativ, og det viser også, hvad EU betyder – at man er tvunget til at finde løsninger henover landegrænser. Jeg møder hver dag mange virksomheder og organisationer på mit kontor i Bruxelles, og jeg arbejder for, at der kommer færre barrierer og bedre rammevilkår for virksomhederne.”

Kampen om at få et arbejde og begrebet velfærdsturisme kom hurtigt på dagsordenen i den efterfølgende debat mellem de tre politikere til valgmødet. Morten Messerschmidt talte decideret om velfærdsforbehold:

”Jeg synes, det er fair med offentlige ydelser til EU-borgere. Men må jeg i demokratisk mindelighed påpege, at det bør være et flertal på Christiansborg, der afgør det, i stedet for, at vi deponerer den beslutning til EU og EU-domstolen. Jeg går ind for velfærdsforbehold, hvor det er Folketinget, der afgør spørgsmålet om ydelser. Man skal arbejde i 40 år for at få Folkepension i Danmark – men hvorfor har vi ikke optjeningsret for fx børnepenge og andre ydelser? Det kan man få fra Dag 1, hvis man kommer til Danmark som arbejdstager,” sagde Morten Messerschmidt.

”Men de mennesker rejser jo ikke efter vores ydelser, de rejser efter at få arbejde. Og det skal der være mulighed for i Europa, hvor hele ideen om et indre marked er fri bevægelighed for arbejdstagere. De mennesker, der kommer til Danmark for at arbejde, betaler skat fra Dag 1, og det synes jeg er et rimeligt optjeningskrav for at få adgang til de danske ydelser,” replicerede Morten Helveg Petersen.

Morten Løkkegaard pegede på, at man skal tage danskernes bekymring alvorligt:

”Velfærdsturisme bekymrer danskerne, og det skal man tage alvorligt. Men man må også sige, at der i debatten i øjeblikket er mange myter og mange tal, der slynges rundt.  Vi har brugt et år på at finde løsninger på dette område, men er blevet bremset af regeringen – og af, at der er gået indenrigspolitik i det. Men helt afgørende er det, at de løsninger vi finder, ikke er diskriminerende,” sagde han. 

Det var første gang, at Nestlé Danmark var vært for et politisk arrangement. Danskerne går til Europa-Parlamentsvalg 25. maj.

Nestlé er verdens største producent af fødevarer og omsætter på verdensplan for ca. 560 mia. kr. årligt. Selskabet har 340.000 ansatte, heraf ca. 100.000 i Europa.

Foto: Per Morten Abrahamsen