Unge til at drikke mere kaffe

To Press Releases listKøbenhavn,feb 19, 2015

”Vi vil have endnu flere unge til at drikke mere kaffe, og derfor er vi glade for, at flere og flere danskere – også de helt unge – flytter caféudvalget hjem ved at vælge en kapselkaffe-maskine. På den måde kan de selv kan få lige den type kaffe, te eller varm chokolade, som de vil – når de vil. I Danmark har Nestlé de to største mærker inden for kapselkaffe med Nespresso og Nescafé Dolce Gusto. Der er nu i omegnen af 300.000 danske husstande, der har en kapselkaffemaskine. Den form for kaffe har vi i 2014 arbejdet intenst med også at trække unge forbrugere til, da det skal være med til at skabe en langsigtet base for vores fortsatte vækst.”

Det siger Nestlé Danmarks landechef, Søren Rye, i forbindelse med offentliggørelsen 19. februar af hele Nestlé-koncernens årsregnskab for 2014, der var stærkt med en global omsætning hos verdens største fødevarevirksomhed på 637 mia. kr., et overskud på 101 mia. kr. og en organisk vækst på 4,5 pct. 

I en kommentar til regnskabet siger koncernens topchef Paul Bulcke:

”Dette er stærke resultater, som bygger på fin vækst i de senere år, og som blev leveret i svære tider i verden. Resultaterne demonstrerer den indre styrke i Nestlé: vores ansattes indsats, vores globale tilstedeværelse, vores brede produktpalette og kvaliteten af vores innovation.

Vi leverer på kort sigt, samtidig med at vi fastholder fokus på den langsigtede forretning, hvor vi har styrket vores struktur i forhold til fremtidig vækst. Vi forventer et 2015 på niveau med 2014, og vi går efter at opnå organisk vækst i omegnen af 5 pct. med forbedringer i marginer og underliggende ’earnings per share’ i konstante valutaer.”

I Danmark har konfekture været et udfordrende område i 2014:

”På negativsiden har vi i 2014 i lighed med andre chokoladeproducenter mærket konsekvenserne af den konstant stigende chokoladeafgift,” siger landechef Søren Rye.

Han opfordrer politikerne til at vurdere, om chokolade bliver for hårdt belastet i forhold til en række andre sukkerholdige produkter.

”Chokolade er som varekategori i Danmark exceptionelt hårdt ramt, og afgiften er nu oppe på næsten 26 kr. pr. kg. Til sammenligning var den i 2009 på 14,20 kr. Afgiften er blevet en cash cow for staten, men prisen kan bl.a. være tab af danske arbejdspladser,” siger Søren Rye.

Nestlé Danmark har også en lang række andre forretningsområder end kaffe og konfekture. Virksomheden sælger mange andre typer af fødevarer lige fra morgenmadsprodukter og børnemad til bouilloner og saucer samt ernæringsdrikke til hospitaler.

2014 stod også i e-handlens tegn for Nestlé Danmark. Landechef Søren Rye peger på en stigende interesse for at købe fødevarer på nettet som en ny trend:

”Hidtil har fødevarer ikke været en større del af danskernes indkøb på nettet, men vi mærker generelt en større interesse for nethandel på fødevarer. Derfor satser vi for tiden markant på at opbygge ekspertise inden for e-handel, ligesom vi også har hentet viden og kompetencer fra bl.a. Nestlé i England, hvor man er langt fremme med e-handel på fødevareområdet. Det er et område, vi helt klart forventer vækst indenfor i de kommende år,” siger Søren Rye.

Nestlé er verdens største producent af fødevarer og drikke og omsætter på verdensplan for ca. 640 mia. kr. årligt. Selskabet har 340.000 ansatte. Nestlé producerer og sælger kendte mærker som fx Nescafé, Nespresso, Nesquik, KitKat, Smarties, After Eight, Fitness, Cheerios og meget mere.