Sort by
Sort by

Nestlé leverer 3,5 pct. vækst

To Press Releases list
Vevey

Nestlé-koncernen omsatte globalt for 296 mia. kr. i første halvår af 2016, og Nestlé præsterede en organisk vækst på 3,5 pct. Derudover voksede det frie cash flow med næsten 23 mia. kr. Det viser Nestlés halvårsregnskab, der blev præsenteret 18. august.

”Den første halvdel af 2016 var på linje med vores forventninger. Vi havde en vækst, der næsten udelukkende var drevet af volumen og produktmix, og det har givet os yderligere markedsandele. Mens vi fortsatte med at løse udfordringer i Kina, har vi haft gode præstationer på tværs af USA, Europa, Sydøstasien og Latinamerika, og den udvikling forventer vi fortsætter i andet halvår. Vi forventer også, at prissætningen, som nåede et historisk lavt niveau i første halvår, vil blive lidt højere i de kommende måneder. I disse tider med hurtige forandringer holder vi vores fokus på lønsom vækst ved yderligere at investere i innovation, forskning og udvikling. Samlet set fastholder vi vores forventninger til hele året,” siger Nestlés topchef Paul Bulcke.

I Danmark oplever Nestlé, at forbrugerne bevæger sig hastigt imod mere praktiske drikke og fødevarer, der samtidig opfylder de krav, som forbrugerne har til fødevarernes kvalitet: Forældre, der skal ud at gå en tur med barnevognen, medbringer i højere grad end før frugtsmoothies, som Nestlé leverer i små, nemme klemmeposer.

Tendensen ses fx også derhjemme, hvor brugen af kaffekapsler er i vækst, bl.a. fordi man hurtigt kan lave lige nøjagtigt den type kaffe – eller kakao – som man har lyst til den dag. Den udvikling nyder Nestlés kapselmærker, Nespresso og Nescafé Dolce Gusto, godt af, hvor der nu findes ca.300.000 kapselkaffemaskiner i de danske husholdninger.

”Tendensen med mere convenience food har eksisteret i en del år i Danmark, men nu oplever vi, at den virkelig tager fart. Det stiller krav til os om at udvikle mere praktiske løsninger, som samtidig også er af bedre kvalitet. Det gælder om bedst at kunne opfange forbrugernes behov og levere en enkel og individuel løsning af høj kvalitet. I Nestlé har vi bl.a. fokus på at reducere salt, sukker og fedt i vores produkter samt tilsætte fuldkorn, hvor det er muligt,” siger Henriette Sonne-Schmidt, kommerciel direktør i Nestlé Danmark.

Nestlé Danmark har i det hele taget haft et godt 1. halvår inden for børnemad, instant kaffe og morgenmadsprodukter. En anden Nestlé-kategori, Nestlé Health Science, har også haft medvind. Nestlé Health Science udvikler ernæringstilskud og ernæringsprodukter til særlige medicinske behov, fx til underernærede ældre eller børn og voksne med særlige ernæringsbehov, og det nyudviklede fortykningsmiddel, ”Thicken up clear”, er blevet godt modtaget.

Det er udviklet til gavn for personer med synkeproblemer, også kaldet dysfagi. Produktet giver en både sikker og appetitlig måde at få sin mad og sine drikke på, når man lider af synkebesvær.

”Vi har udviklet et produkt, så fortykkede drikke ikke længere behøver at være grumsede og have en bismag af fortykningsmidlet. Det har gjort en stor, positiv forskel for alvorligt syge patienter i Danmark,” siger Mette Sørensen, Head of Sales for Nestlé Health Science i Danmark og Finland.

Nestlé er globalt set den fødevarevirksomhed, som bruger flest penge på forskning i - og udvikling af - drikke og fødevarer. I 2015 brugte Nestlé ca. 10. mia. kr. på forskning og udvikling. Nestlé har 39 forsknings- og udviklingscentre. 


Nestlé er verdens største producent af fødevarer og drikke og omsætter på verdensplan for ca. 600 mia. kr. årligt. Selskabet har 340.000 ansatte. Nestlé producerer og sælger kendte mærker som fx Nescafé, Nespresso, Nesquik, KitKat, NAN, Smarties, After Eight, Fitness, Cheerios og meget mere.