Sort by
Sort by

Nestlé vil vokse i Ørestaden

To Press Releases list

Nestlé satser på Danmark som nordisk hovedkontor til sin planlagte vækst i Norden, og derfor har verdens største fødevarevirksomhed netop flyttet sit nordiske hovedkontor fra Østerbro til helt nye faciliteter i Ørestaden, København. Ved at flytte flere centrale funktioner fra Norden til Danmark er Nestlé nu kommet op på 280 medarbejdere i det nordiske hovedkontor, der også huser Nestlé Danmark og dets kommercielle organisation.

Nestlé har således samlet ekspertise inden for kaffe, chokolade, morgenmadsprodukter, dyremad og meget, meget andet i ét nyt hus, der er et nordisk center for fødevarer og drikke. Her huser Nestlé Nordic verdenskendte brands som Nescafé, Nespresso, Nescafé Dolce Gusto, Cheerios, Nesquik, Kit Kat, Purina, Maggi, NAN, After Eight og meget, meget mere.

”Vi har valgt Øresundsregionen, fordi det er centrum for Danmark og Sydsverige. Det er effektivt i forhold til kunder og medarbejdere, og fra de nye faciliteter er vi klar til yderligere vækst,” siger Peter Svensson, adm. direktør i Nestlé Norden.

Han peger på, at væksten kræver, at Nestlé hele tiden skal kunne tilbyde endnu bedre fødevarer:

”Vi har taget en ledende rolle i verdens fødevareindustri for at kunne levere endnu bedre fødevarer og drikke til forbrugerne ud fra vores strategi inden for ernæring, sundhed og velvære. Det betyder, at Nestlé løbende arbejder på at reducere salt, sukker og fedt i alle vores produkter. Vi tilsætter mere og mere fuldkorn i de produkter, der i forvejen indeholder fuldkorn, fx morgenmadsprodukter,” siger Peter Svensson.

Den nye beliggenhed i Ørestaden betyder flere fordele for Nestlé:

”Når vi placerer vores nye nordiske center for fødevarer og drikke i Ørestaden, får vi naturligvis også nemmere ved at tiltrække den bedste arbejdskraft fra Danmark og Sydsverige. Det er vigtigt, at vores medarbejdere og potentielle nye medarbejdere har så let adgang til deres arbejdsplads som muligt,” siger Peter Svensson.

Kom indenfor i Nestlés nye hovedkontor i Ørestaden her: http://youtu.be/jaeKgyPOrn4