Sort by
Sort by

Mange danskere ser madlavning som en byrde

To Press Releases list
København
De danskere, der laver mad om aftenen, anser det for at være en byrde, næsten halvdelen af alle danske kvinder fortryder senere, hvad de lige har spist, og kun halvdelen af de unge spiser morgenmad hver dag. Og de unge er i øvrigt rigtig glade for at spise kød.

Det er nogle af de opsigtsvækkende resultater i det dugfriske ”Nestlé Madbarometer 2016” *), der er en stor nordisk undersøgelse, som Nestlé har fået YouGov til at foretage i anledning af, at verdens største fødevarevirksomhed – Nestlé – fylder 150 år. Undersøgelsen tager temperaturen på danskernes sundheds- og spisevaner anno 2016.

Her siger de fleste danskere (af dem, der angiver at lave mad), at de anser det som en byrde at lave mad. Faktisk er tallene så høje som 77% af de adspurgte kvinder og 61% af de adspurgte mænd. De årsager, som der bliver hyppigst nævnt, er, at man er for træt, når man kommer hjem fra arbejde, eller decideret tidmangel. Herudover peger hver femte ung på, at det er vanskeligt at tilberede sund mad, der samtidig smager godt.

”Når man er hårdt spændt for, kan madlavningen måske forståeligt nok føles som en byrde, der blot skal overstås. Man må forsøge at tænke det anderledes som fx et pusterum for andre af dagens gøremål eller samlingspunktet i familien og gøre det til en tradition at inddrage børnene i madlavningen. Samtidig er der også kommet en række nye og gode måltidsløsninger i dagligvarehandlen som fx bake-off eller færdigretter, som sagtens kan hjælpe en lidt på vejen i en travl hverdag. Det tilgodeser dem, der synes, det er besværligt at lave mad helt fra bunden af, og der er heldigvis også kommet flere og flere sundere valgmuligheder,” siger Susanne Wolff, Ph. D. i Human Ernæring og sundhedschef i Nestlé Norden.

I undersøgelsen siger op imod hver anden kvinde (47 pct.) også, at hun senere kan fortryde, hvad hun lige har spist, mens det tal hos mændene er mere end hver fjerde (28 pct.).

”Som udgangspunkt er det lidt trist, at når nogle angiver, at de fortryder det, de lige har spist. Mad skal jo gerne være forbundet med glæde og give velvære,” siger Susanne Wolff, Ph. D. i Human Ernæring og sundhedschef i Nestlé Norden.

Undersøgelsen peger overordnet på, at danskerne i forhold til for fem år siden nu spiser flere grøntsager og mindre kød, samtidigt med, at vi angiver at spise mindre på restaurant, købe take-away eller spise mad på farten (on-the-go).

Undersøgelsen giver bl.a. også et billede af en dansk ungdom, der ikke fast spiser morgenmad, og som elsker kød.

Hver anden i aldersgruppen 18-34 år spiser ikke morgenmad hver dag, og det er grund til bekymring.

”Morgenmaden er fundamentet for hele dagen. Hvis du springer morgenmaden over, vil du sandsynligvis være mere tilbøjelig til at spise flere snacks resten af dagen,” siger Susanne Wolff.

Når unge sættes over for valget mellem kød og grøntsager, vælger unge i højere grad kød, viser undersøgelsen. 57 pct. af de unge ville vælge kød, hvis de fik valget, hvad 53 pct. i gruppen 35-49 år også ville. Balancen tipper først ved gruppen ”65 år og opefter”, hvor 47 pct. ville vælge grøntsager, mens 41 pct. ville vælge kød. Det er stadig også en stærk kønsforskel: 63% af mændene vælger kød, hvorimod det kun er 38% af de adspurgte kvinder.

Yderligere informationer fås ved henvendelse til kommunikationschef Martin Broberg, Nestlé Danmark: 2321 2371

*) ”Nestlé Madbarometer 2016”-undersøgelsen er udført for Nestlé af analyseinstituttet YouGov. I alt 1012 CAWI interviews er blevet gennemført med danskere over 18 år i perioden 4.-12. februar 2016.

Nestlé er verdens største producent af fødevarer og drikke og omsætter på verdensplan for ca. 600 mia. kr. årligt. Selskabet har 340.000 ansatte. Nestlé producerer og sælger kendte mærker som fx Nescafé, Nespresso, Nesquik, KitKat, Smarties, After Eight, Fitness, Cheerios og meget mere.