Nestlé Danmark: Julekalender er sikker

To Press Releases listKøbenhavn,nov 30, 2015

I TV2-programmet ”Spiegelhauer i forbrugerens tjeneste” den 30. november 2015 bliver der stillet spørgsmålstegn ved sikkerheden af Nestlé Smarties chokolade-julekalenderen (140g versionen). Nestlé Danmark vil gerne forsikre forbrugerne om, at kalenderen er sikker at spise og overholder samtlige af myndighedernes krav.

Efter vi modtog testen fra Forbrugerrådet Tænk – den test, der nævnes i TV-programmet – sendte vi som ekstra sikkerhed kalenderen til analyse hos eksterne, uafhængige laboratorier. Over 20 mere detaljerede analyser viser, at chokoladen er sikker at spise, og analyserne bekræfter ikke testen fra Forbrugerrådet Tænk. Vi har delt analyseresultater med Fødevarestyrelsen, DTU Food og Forbrugerrådet Tænk.

I forbindelse med, at vi delte analyseresultaterne med Forbrugerrådet Tænk, har vi opfordret Forbrugerrådet Tænk til at møde os på videnskabeligt niveau for at drøfte anklagerne imod kalenderen.  

Men Forbrugerrådet Tænk har ikke ønsket at møde os på nuværende tidspunkt. ”Sikkerheden og kvaliteten af vores produkter er ufravigelige prioriteter i Nestlé – og det gælder alle vores produkter, også Smarties-julekalenderen. Vi har delt detaljerede analyser med Fødevarestyrelsen, DTU Food og Forbrugerrådet Tænk – analyser, som uafhængige, eksterne laboratorier har foretaget af vores julekalender. Disse analyser bekræfter, at vores Smarties chokolade-kalender er sikker og overholder alle krav,” siger landechef Søren Rye, Nestlé Danmark.

Forbrugerne kan være sikre på, at alle Nestlés produkter, herunder Smarties-julekalenderen (140g), kan nydes sikkert. Vi opfordrer forbrugere til at kontakte Nestlés Forbrugerkontakt, hvis de har yderligere spørgsmål.