Sort by
Sort by

Nestlé Danmark: Køn er ikke vigtigt ved ligestilling

To Press Releases list

”Hvis jeg sagde til min organisation, da jeg tiltrådte for tre år siden, at nu skal vi have lige mange mænd og kvinder på alle lederniveauer, så havde vi nok ikke nået målet. Men fordi vi i stedet tænkte i at skabe en kultur, som rummer alle, uanset køn, nationalitet og situation i livet, så opnåede vi dels at få en stor intern talentpulje, dels at have lige mange kvinder og mænd på alle lederniveauer, inklusiv i bestyrelsen.”

Det sagde Nestlés nordiske chef, Michiel Kernkamp, da Eva Kjer Hansen, Minister for fiskeri og ligestilling og nordisk samarbejde, var forbi Nestlé Danmark 24. januar for at blive inspireret af virksomhedens succes med ligestilling – og inklusion.

Kernkamp understregede, at Nestlé Danmarks arbejde for inklusion i virksomheden ikke blev sat i værk for at opnå ligestilling – men simpelthen for forretningsresultaternes skyld: ”Vi gjorde det, fordi en forskellig, mangfoldig og inkluderende ledelsesgruppe gør os bedre til at drive forretning, gør os bedre til at tage beslutninger og for at være et spejl af vores forbrugere i Danmark.”

Lederstillinger i Nestlé skal være attraktive for alle. Det gør man ved at ændre kulturen og tonen i virksomheden, påpegede nordisk HR-direktør Mikala Larsen på mødet med en interesseret minister – og tilføjede:

”Kulturen er nu blevet sådan hos os, at vi siger, at alle skal spille en rolle, uanset hvilken profil man har. Det er som medarbejder og leder, uanset baggrund eller situation, ens eget ansvar at spille ind med sin erfaring og sin mening i en diskussion, eller når der skal tages beslutninger. Mangfoldighed og inklusion er, hvad der gør os til en succesfuld virksomhed,” sagde Mikala Larsen.

Nestlé er verdens største fødevarevirksomhed og er også den virksomhed, der investerer mest i fødevareforskning, nemlig ca. 11 mia. kr. om året. Nestlé er til stede i 189 lande i verden og har 328.000 medarbejdere, hvoraf 5.000 arbejder med forskning og udvikling. Nestlé omsætter årligt for ca. 580 mia. kr. Virksomhedens formål er at øge livskvaliteten og bidrage til en sundere fremtid. Nestlé tilbyder en bred vifte af produkter og serviceydelser til mennesker og kæledyr gennem hele deres liv. Nestlés mere end 2.000 mærker spænder fra globale brands som Nescafé, Nespresso, Nesquik, After Eight, Purina Petfood, NAN, Cheerios og Kit Kat til lokale favoritter som fx OSCAR. Nestlé bygger sin strategi på ernæring, sundhed og velvære. Nestlé har hovedkontor i den schweiziske by Vevey, hvor den blev grundlagt for mere end 150 år siden.

Yderligere informationer fås ved henvendelse til kommunikationschef Martin Broberg, Nestlé Danmark: 2321 2371