Nestlé satser nu også på hudbehandling

To Press Releases listfeb 11, 2014

Nestlé, der er verdens største fødevarevirksomhed, udvider nu sine aktiviteter til også at omfatte hudbehandlinger. Det sker med stiftelsen af selskabet Nestlé Skin Health SA – en førende, global virksomhed, som er skabt for at fokusere på det stigende behov i verden for produkter til behandling af hudproblemer.

Det er en forlængelse af Nestlés hidtidige strategiske fokus på forskningsbaserede produkter inden for ernæring, sundhed og wellness – og som også tidligere har ført til etableringen af Nestlé Health Science S.A. og Nestlé Institute of Health Sciences.

Nestlé Skin Health SA vil blive drevet som et fuldt ejet datterselskab i Nestlé med sin egen bestyrelse og med hovedkvarter i Lausanne, Schweiz.

I tråd med denne udvidede strategi har Nestlés bestyrelse godkendt salget af 48,5 millioner aktier i den franske kosmetikgigant, L’oreal. Nestlés andel i L'Oréal vil dermed blive reduceret fra 29,4 pct. til 23,29 pct.

Nestlé køber samtidig L’oreals halvdel af Galderma, som Nestlé og L’oreal hidtil har ejet sammen. Det betyder, at Nestlé – når transaktionen efter godkendelse af konkurrencemyndigheder mv. forventes at være gennemført i første halvår 2014 – fuldt ud vil eje Galderma, som vil være fundamentet i det nye Nestlé Skin Health SA.

”Som et fuldt ejet datterselskab i Nestlé vil Galderma have alle muligheder for at udvikle sig, og det vil gavne virksomheden, dens medarbejdere og alle virksomhedens andre interessenter,” udtaler Nestlé-formand Peter Brabeck-Letmathe i forbindelse med købet af Galderma.