Nestlé’s årsregnskab: Danskerne har flyttet caféen hjem

To Press Releases listfeb 13, 2014

Nestlé, der er verdens største fødevarevirksomhed, har i 2013 omsat for 561,7 mia. kr. og haft en organisk vækst på 4,6 pct. Trade operating profit steg med 20 basispoint til 15,2 pct. Det får disse ord med på vejen af koncernens topchef, Paul Bulcke:

”Der var svag vækst på verdensmarkederne i 2013 – den var minimal i de udviklede lande og under tidligere tiders niveau på verdens vækstmarkeder. Vores svar på det var at øge supporten bag vores varemærker, at sætte yderligere fart på vores innovation og at sikre, at vores priser var tilpasset markedssituationen. Det skabte momentum bag vores volumenvækst og gav sammen med effektiviseringer og strukturelle tilpasninger en forbedret margin og et stærkt cash flow. Vores langsigtede strategiske retning er at være den førende virksomhed inden for ernæring, sundhed og wellness,” siger han. 

I Danmark har Nestlé haft et flot år i sin kaffeforretning, der tæller mærker som bl.a. NESCAFÉ, NESCAFÉ DOLCE GUSTO og NESPRESSO. Især kaffekapsel-området stormer frem i Danmark: 

”Med årlige vækstrater i omegnen af 50 pct. i disse år er kaffekapsler for alvor på vej ind i danskernes hjem.  Hvor danskerne før spurgte deres gæster, om de ville have kaffe, spørger de nu om, hvilken kaffe deres gæster gerne vil have. Der er nu mere end 200.000 kaffekapselmaskiner i de danske husholdninger, og på den måde har danskerne nu flyttet udvalget fra caféen hjem,” siger Nestlé Danmarks landechef, Søren Rye, med henvisning til de nye maskiners mulighed for at lave alt fra varm café latte til kold NESTEA.

”En god indikator for, om et segment er ved at være godt funderet på markedet, er at kigge på, hvor mange steder det er tilgængeligt for forbrugerne. I dag er kaffekapsler en del af stort set alle dagligvarebutikkers faste sortiment, og der har været en markant vækst i pladsen til dette segment i 2013. Trenden går imod, at det skal være nemmere at lave en kop god kaffe, og derfor har fx også NESCAFÉ mærket en stigning,” tilføjer Søren Rye.

Danskerne køber imidlertid ikke kun deres kaffe i Danmark. Udover en stigende omsætning på slik og chokolade oplever Nestlé Danmark også en stigning i grænsehandlen på andre kategorier, herunder kaffe og morgenmadsprodukter som fx CHEERIOS, NESQUIK og FITNESS.

”Danskerne kører ikke længere syd for grænsen for blot at købe slik og chokolade. De køber nu stort ind af mange slags dagligvarer. Det er et resultat af de danske afgifter,” konstaterer Søren Rye.

Nestlés salg til professionelle (restauranter, cafeer mv.) har også haft et godt år. OSCAR har nok engang haft stor fremdrift i Danmark med kvalitets-saucer, bouilloner og fonde.

På negativsiden havde Nestlé Danmark igen et svært år på iscreme-markedet med Hjem-IS, som Nestlé Danmark solgte til et nyt selskab kort før årsskiftet. Markedet var præget af hård konkurrence og af den nye lukkelov, der med sine udvidede åbningstider giver nemmere adgang til is i supermarkederne.