Sorry, you need to enable JavaScript to visit this website.

Nu bliver dine kaffekapsler lavet om til en bænk

To Press Releases list
Feb 07, 2019

Nestlés store kaffekapsel-mærke, NESCAFÉ Dolce Gusto, er nu gået sammen med genanvendelseseksperterne TerraCycle om at lancere et genanvendelsesprogram for NESCAFÉ Dolce Gusto-kapsler i Danmark. Kapslerne er lavet af en kompleks blanding af plastik og aluminium, men det nye program gør det for første gang muligt at få genanvendt kapslerne i hele Danmark – og fx ende som en bænk af plastik!

Samtidig får de danskere, der på NESCAFÉ Dolce Gustos regning indsender kapslerne, mulighed for at bidrage med penge til skoler, velgørenhedsorganisationer eller andre velgørende formål efter eget ønske.

“Vi ser dette som et vigtigt bidrag til genanvendelse, og det er i tråd med Nestlés ambition om den cirkulære økonomi. Desværre har der manglet tilfredsstillende infrastruktur for at genanvende blandet plast her i Danmark, og størstedelen af kaffekapslerne er derfor blevet smidt ud og brændt sammen med almindeligt affald. Det kan vi forhåbentlig minimere med dette initiativ, “ siger Tanja Serup, Digital marketing- & Ecommerce manager for NESCAFÉ Dolce Gusto.

Alle kan nu få genbrugt deres NESCAFÉ Dolce Gusto-kapsler gratis. På TerraCycle kan man registrere sig, enten som privatperson - eller man kan registrere et offentligt sted, som også bliver synligt som et nyt indsamlingssted for andre på TerraCycle-kortet.

“Vi opfordrer folk til at sende NESCAFÉ Dolce Gusto-kapsler til genbrug, ikke kun for at give materialet nyt liv, men også for at samle penge ind til nogen, som trænger til det”, siger Tanja Serup.

Gennem TerraCycle belønnes man for forsendelser over 1 kg (cirka 40 kapsler) med en donation på 10 øre pr. kapsel til et velgørende formål. Afsender vælger selv, hvad donationen skal gå til. Ved at genbruge materialerne fra for eksempel 100 000 kapsler, bliver 2,5 tons af materialet inden for cirkulærøkonomien, mens der indsamles 10 000 kroner til et velgørende formål.

Plastproblemet står højt på agendaen over hele verden, og det nye genanvendelsesprogram for NESCAFÉ Dolce Gusto er et godt eksempel på cirkulær økonomi, som bidrager til at reducere plastaffald. Ifølge Ellen MacArthur Foundation (EMF) går 95 pct. af al plastemballage tabt med en årlig værdi på 80-120 milliarder dollar. Hvis det fortsætter på den måde, vil der være mere plast end fisk i havet (efter vægt) inden 2050*.

Kaffekapsler er en kompleks blanding af materialer som kaffe, plast og aluminium. Derfor er de traditionelt blevet brændt i stedet for at blive genanvendt her i Danmark. At genbruge kaffekapslerne er derimod mere bæredygtigt end at brænde dem, og når materialerne genanvendes separat, kan de få et nyt liv som reducerer behovet for at lave ny plast – det er en bedre løsning for miljøet.

TerraCycle er verdens førende eksperter med hensyn til at genbruge komplekse materialer fra blandt andet kaffekapsler, tyggegummi og cigaretaffald. Når TerraCycle modtager kapslerne, separeres kaffe-, plast- og aluminiumsmaterialerne. Kaffen komposteres, plasten smeltes og pelleteres, før den blandes med anden plast for at lave nye produkter som slidstærke udendørsmøbler. For eksempel kan genanvendt materiale fra cirka 18 000 kaffekapsler bruges til at lave en bænk.

Aluminiumet genanvendes og bruges for eksempel til cykelstel eller dåser.

“Vi er glade for at arbejde sammen med en ikonisk mærkevare som NESCAFÉ Dolce Gusto for at bidrage til at gøre kapslerne genanvendelige i Danmark. Dette bliver det niende land, hvor TerraCycle driver et landsdækkende kaffekapsel-genanvendelsesprogram. Vi ser det som et yderligere bevis på, at den cirkulære økonomi får et bedre fodfæste, og vi håber, at andre globale mærkevarer vil arbejde sammen med grønne leverandører og bruge deres indflydelse til at drive en ændring for miljøets skyld - som NESCAFÉ Dolce Gusto gør det nu,“ siger Tom Szaky, administrerende direktør i TerraCycle.

For mere information om programmet eller for at registrere dig gratis til NESCAFÉ Dolce Gusto genanvendelsesprogram, gå ind på TerraCycle.

*The Ellen MacArthur Foundation, The New Plastics Economy: Rethinking the future of plastics (2016)

Article Type