Sort by
Sort by

Adfærdsændring i industrien og hos forbrugerne: En nødvendighed, hvis vi vil have kaffe om 30 år

coffee
For en stor del af den danske befolkning starter dagen med en varm kop kaffe. Vi danskere drikker i gennemsnit 3-4 kopper kaffe dagligt, og målt per indbygger er Danmark den fjerde mest kaffedrikkende nation i verden. Den daglige kafferutine er imidlertid de seneste år blevet gradvist dyrere og dyrere at opretholde såvel i Danmark som i resten af verden. 

Prisstigninger på dagligvarer generelt presser mange forbrugere til at ty til de billigste produkter på hylderne, og det kan på sigt få konsekvenser for kaffeindustrien som helhed og tilgængeligheden heraf. For prisstigninger på kaffe er en forudsætning for at løse problemet. 

Sandheden er, at vi forbruger hurtigere, end hvad den globale kaffehøst kan klare. Det betyder, at kaffen i sidste ende risikerer at blive så dyr, at det bliver en eksklusiv vare forbeholdt de allerrigeste. Derfor påhviler der et ansvar for alle os på kaffeområdet at tage de aktuelle prisstigninger op, sætte dem ind i en kontekst og gøre udviklingen forståelig for forbrugerne. 

Klimaforandringer er en overset udgift i industrien
Ifølge Eurostat viser data for august 2022, at prisen på kaffe i EU i gennemsnit var 16,9 procent højere end i august 2021. Til sammenligning var prisen på kaffe i august 2021 i gennemsnit blot 0,5% højere end i august 2020.

I 2021 fortsatte COVID-19 samt diverse forsyningskriser med at have betydelig indvirkning på kaffebønderne samt på logistik og transport. 

I dag ser situationen endnu mere kompliceret ud og accelerationen af klimaforandringer er for alvor blevet en faktor, der skal adresseres i industrien foruden de generelle prisstigninger som følge af inflation og energikrise, der alt sammen påvirker prisen på kaffe verden over. 

For sandheden er, at de kaffedyrkende lande allerede nu mærker konsekvenserne af klimaforandringerne - Det kommer blandt andet til udtryk ved, at kaffebusken får en ustabil cyklus på grund af de store svingninger i temperaturerne.  

I en tid med stigende klimaforandringer og økonomisk ustabilitet er det afgørende, at vi fortsætter med at investere i vores bæredygtighedsprogrammer. Både for at sikre større modstandsdygtighed mod klimaforandringer, reducere drivhusgasudledningen og sikre ekstra indkomst til særligt udsatte kaffebønder.

Adfærdsændring i hele værdikæden: Fra kaffebonde til forbruger
Handling er nødvendigt for at sikre kaffens bæredygtighed — også på lang sigt. Derfor er branchen nødsaget til at investere i forbedringer af den grønne kaffes forsyningskæde og dermed gøre kaffen mere bæredygtig. Helt konkret handler det om at bidrage til implementeringen af regenerativ landbrugspraksis. En tilgang, der sigter mod at forbedre jordbundens sundhed og fertilitet – og beskytter vandressourcer og biodiversitet. Sundere jordbundsforhold er mere modstandsdygtige mod klimaforandringernes påvirkning og vil kunne forøge udbyttet, hvilket hjælper med at forbedre kaffebøndernes levevilkår. 

For kaffe er en af de varer, der bliver handlet mest i verden og er en vigtig eksportafgrøde for mange udviklingslande. 

Hos kaffebonden skal udvindingen af kaffe gentænkes, omlægges og fremtidssikres. Det kræver investering, tid og hårdt arbejde med et tidspres, der kun tager til i takt med verdens stigende udfordringer med klimaforandringer.

Hos forbrugeren vil det komme til udtryk på priserne, og derfor skal vi bidrage til at skabe en adfærdsændring, så kaffe ikke anskues og forbruges på samme måde, som vi plejer. Kaffe skal ikke brygges i store mængder blot for at hælde størstedelen ud igen. Det ville man f.eks. aldrig gøre med en god flaske vin. Så det handler virkelig om at øge bevidstheden om udfordringerne i kaffeindustrien, og hvordan vi på lang sigt kan løse dem.

Kaffeindustrien skal løfte bunden for fremtidens skyld
I dag har mange små kaffebønder svært ved at følge med, da de ikke har råd til at betale for certificeringerne, selvom de opfylder alle kriterierne. Med lave udbytter bliver omkostningerne pr. kg høje, og markedet krymper.

Derfor er det så vigtigt, at vi i branchen investerer bredt, og ikke kun i udvalgte kaffeplantager, som allerede har styr på den bæredygtige produktion. Det har langt større effekt at arbejde med at løfte bunden i hele sektoren.

Kigger vi på Norden, drikker vi mest Arabica-kaffe, som er dyrere, mere krævende at dyrke og ikke mindst mere følsom overfor klimaforandringer, og derfor er vi nødt til at fremtidssikre området med større investeringer. For bæredygtig dyrkning, transport og forarbejdning af kaffebønner kræver en masse arbejde, investeringer i uddannelse af kaffebønder og agronomer, og det påvirker prisen.

Når alt kommer til alt, er det vores ansvar i industrien at sikre, at forbrugerne er velinformerede, og at de dermed kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag, når de står i supermarkedet.