Sort by
Sort by

Opråb fra eksperter: Vi kan tabe de unge på gulvet. Lige nu.

youth webinar
To Press Releases list

”Vi står i en alvorlig situation, hvor vi risikerer at tabe en årgang på gulvet. Derfor er der brug for nye indsatser og nye partnerskaber, ikke mindst mellem virksomheder og uddannelsessteder. Universiteterne skal være bedre til at række ud til private og offentlige aftagere, og virksomhederne skal være bedre til at åbne døren for nye fagligheder og yngre kandidater.”
Det sagde erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen, Aarhus Universitet, til 150 unge, da hun 10. november var hovedtaler på et højaktuelt webinar for unge om jobmuligheder efter studiet.

De dage er forbi, hvor unge ikke behøver at bekymre sig om jobmulighederne efter studiet. Det har de været i lang tid, men Corona har forstærket situationen. Som erhvervsdirektøren sagde:
”I dette efterår er op imod fire ud af ti netop færdiguddannede akademikere arbejdsløse. Vi kan og skal være bedre fra universiteternes side til at få de unge i arbejde. Fra erhvervslivets side opfordrer jeg til, man skal være mere åben for nye fagligheder og over for unge med ingen eller begrænset erhvervserfaring. Giv de unge en chance! Kig bredere! Og brug iværksættermiljøet som virksomhedens eksterne innovationsafdeling. Deltag, invester, hjælp med knowhow og infrastruktur,” sagde Lone Ryg Olsen.
Nestlé Nordic, der arrangerede webinaret, mener også, at man delvist kan tabe en generation af unge på gulvet, fordi myndigheder, jobcentre og regeringer ikke kan klare udfordringen alene, når det gælder at få unge i arbejde.

”Virksomheder må gøre mere. I Nestlé har vi i Norden besluttet at skabe 800 jobmuligheder for unge i perioden 2021-2025”, sagde Cathrine Suter Ossborn, der er nordisk kommunikationsdirektør i Nestlé. Hun opfordrede samtidig de unge til at følge deres passion, men også til selv at være åbne over for nye veje og nye muligheder.
”I dag arbejder jeg fx meget med at reducere brugen af plastik i emballage, og det var ikke noget, jeg havde tænkt så meget på, da jeg studerede,” sagde hun.

Bolette Spottag Eisensee (billedet), der er rekrutteringsekspert og Nestlé Nordics’ Talent Attraction Specialist, understreger, at Nestlé i Norden kigger meget på personlighed i ansættelserne.
”Erfaring er vigtig, og karaktererne på studiet spiller selvfølgelig også en rolle. Men det er langt fra alt. Vi kigger meget på personlighed og drive, og det mener vi, at man bør gøre mere i Norden, når man ansætter. Erfaring fylder for meget. Det stiller omvendt også krav til ansøgerne om at være skarpere i udformning af ansøgning og CV, og det er derfor, at vi jævnligt laver webinarer og taler med unge på uddannelsesinstitutioner, så de kan blive bedre til at slå på deres kvaliteter, når de naturligvis ikke kan slå meget på erfaring, når de lige er blevet færdiguddannede,” siger hun.

Også netværk er vigtigt i stigende grad. Studerende og unge jobsøgende er blevet mere opmærksom på LinkedIn i de senere år, men det kan sagtens blive meget bedre, sagde Nestlé Danmarks kommunikationschef, Martin Broberg, på webinaret med de nordiske unge:
”Det er sent at begynde at opbygge et netværk, når man er færdiguddannet og pludselig ser, at man mangler kontakterne. Netværket skal opbygges allerede under studiet, og et netværk kan man altid bruge senere i livet. Jeg har oplevet, at det har givet mig mange muligheder både fagligt og personligt at være meget aktiv på LinkedIn,” sagde han.
Nestlé Nordic vil i den kommende tid arrangere flere webinarer om ungdomsarbejdsløshed. I Danmark er ca. hver tiende ung arbejdsløs lige nu. Det er – Corona eller ej – en typisk tilstand i Danmark, at unge er hårdere ramt af arbejdsløshed end andre aldersgrupper.

Yderligere oplysninger fås hos Nestlé Danmarks kommunikationschef, Martin Broberg: [email protected]

Nestlé er verdens største fødevarevirksomhed og er også den virksomhed, der investerer mest i fødevareforskning, nemlig ca. 11 mia. kr. om året. Nestlé er til stede i 189 lande i verden og har 308.000 medarbejdere, hvoraf 5.000 arbejder med forskning og udvikling. Nestlé omsætter årligt for ca. 650 mia. kr. Virksomhedens formål er at øge livskvaliteten og bidrage til en sundere fremtid. Nestlé tilbyder en bred vifte af produkter og serviceydelser til mennesker og kæledyr gennem hele deres liv. Nestlés mere end 2.000 mærker spænder fra globale brands som NESCAFÉ, Nespresso, Nesquik, After Eight, Purina Petfood, NAN, Cheerios og KitKat til lokale favoritter som fx OSCAR. Nestlé bygger sin strategi på ernæring, sundhed og velvære. Nestlé har hovedkontor i den schweiziske by Vevey, hvor den blev grundlagt for mere end 150 år siden.